Kalechepleje

Print venlig Kaleche pleje 2013

 

Tillykke med din nye kaleche!

 

Følg denne vejledningen og din kaleche holder i 8 til 15 år.

Kalechen kan være utæt ved syningerne de første gange den bliver våd. Det er dog kun indtil tråden, der er bomulds omspundet, udvider sig og tætner syningerne. Skulle syningerne i taget ikke blive tætte, kan du give dem imprægnering indvendig på syningen.

 

Imprægnering:

Det er vigtigt at bruge en imprægnering som er fremstillet til akryl dug/båddug, da denne slags stof ikke kan suge væske. Imprægneringen skal dermed lægge en hinde på dugen, for at beskytte mod gennemtrængning af vand.

Det nye jeg har lært er, at man skal imprægnere indvendigt, og grunden til dette er:

Stoffet bliver vådt på ydersiden, men tørrer igen. Indvendigt er problemet anderledes da det er med til at give fugtproblemer i dugen, som kan resultere i jordslåethed. Dette kan forhindres ved at der imprægneres på den coatede belægning, som er på den indvendige side af dugen. Det er der den skal være tæt, for at dugen ikke skal blive fugtig.

Kalechen skal ikke imprægneres de første 1 til 5 år.

Når du skal imprægnere er det vigtigste er at stoffet er fuldstændig tørt. Pas desuden på ruderne. Tør dem rene efter påføringen.

Vi har den imprægneringsvæske du bør bruge.

 

Løbende rengøring:

Når du vasker dæk/overbygning må du gerne vaske kalechen med rent vand og blød børste. Det er absolut en god ide at spule kalechen med vandslange en gang i måneden, for at salt og andet snavs ikke brænder sig fast i stoffet.

 

Vask:

Ældre kalecher kan med fordel vaskes med tekstil rens. Vi kan tilbyde de rigtige rensemidler. Gentagende vask kan dog resultere i at kalechen kræver imprægnering efter rensning.

Eller fyld et kar med max 30 grader varmt sæbevand (sæbespåner eller brun krystal sæbe) og læg kalechen i blød 1-2 timer. Efter iblødsætningen kan svære pletter fjernes ved hjælp af en neglebørste, men selve rengøringen bør foretages med en blød børste. Skyl kalechen med koldt vand, og hæng den derefter til tørre. Er ruderne blevet lidt hvidlige, forlænges tørre tiden til de er klare igen. OBS! Læg kun kalechen i blød hvis rengøring med rent vand og en blød børste ikke er nok.

 

Ruder:

Der har været mange forskellige metoder til rengøring af ruder på en kaleche igennem tiden. Heriblandt opvaskemiddel, ruderens, mild sæbe, lampe olie og petroleum, m.m.

Problemet med disse metoder er, at ruden er et olieprodukt og ved vask/rengøring udtrækker man beskyttelsen i ruden. Det kan resultere i at rudens UV beskyttelse hurtigere bliver nedbrudt, så ruden bliver hård og hvidlig eller brunlig. UV beskyttelsen kan ikke genoprettes hvis den først er væk. Brug sæbe som er udviklet til formålet, hvis ren vand ikke er nok.

Vi kan tilbyde produkter der er beregnet til at rengøre ruderne.

 

Jordslået dug / alger:

Dette er et problem som mange oplever, specielt når luftfugtigheden er høj i længere perioder, samt når der laves mad eller koges vand under kalechen. SHIP Sharp har udviklet et produkt, der nemt fjerner jordslåethed, og som desuden kan bruges til rens af teak dæk og træværk. Det ødelægger ikke dugen, og fjerner ikke imprægneringen. Det må dog kun bruges på dug der er farveægte. Det sprøjtes på eller påføres dugen med en svamp og skal virke i 10-15 minutter før det skylles af med rent vand. Dette må dog ikke gøres i direkte sol.

 

Lynlåse:

Til at smøre med kan silikone med fordel bruges. Det kan nemt påføres med en pensel eller spray. Du kan også købe lynlås spray som er udviklet til formålet. Vær dog forsigtig med ikke at få det på dugen, da det kan give skjolder.

 

Måger:

Mågeklatter er noget mange har problemer med.

En af løsningerne er at smøre lidt brun sæbe eller krystalsæbe på klatten, og lade den sidde nogle timer, eller natten over. Skyl det derefter væk med rent vand. En af måderne på at holde mågerne væk, er at spænde en snor hen over kalechen, hvor der er bundet hvide tynde affaldsposer på. Det kan virke afskrækkende på mågerne når poserne blafrer i vinden. Der kan også købes en god mågeskræmmer, som roterer, men det kan være svært for nogen at have plads til den, eller få den placeret over kalechen. Det sidste er jeg ved at løse, ved at lave en fod, som kommer i et betræk af kaleche dug, som dermed kan monteres med tenax oven på kalechen.

 

Vask og imprægnering: Vi kan nu henvise til et firma som har over 20 års erfaring. Og for gør-det-selv folk har vi de rette produkter. Se mere på www.m-ks.dk

 

Ovenstående er en vejledning i fornuftig vedligehold. Jeg fraskriver mig dog al ansvar for overnævnte, da det er oplysninger og erfaringer jeg har samlet gennem tiden. Se evt. mere på min hjemmeside.

Kontakt os

Møbelpolstrer & Kalechesmeden
TLF: 30 27 88 60

Mail: john@m-ks.dk

Esbølvej 24, Sdr. Vium
6893 Hemmet

CVR. 29 86 74 29

 

Nyhedsmail